Under Bogforums paneldebat om ‘Kvinder, krimi og mord’ faldt snakken blandt andet på krimiforfatteres research. Moderator og bogblogger Fru Thulstrup spurgte ind til den research, Britt Nørbak har lavet i de danske fængsler, og om der var kommet noget frem, som var så vildt eller hemmeligt, at hun ikke havde brugt det. Det var der.
– Prøv at give et eksempel, sagde Fru Thulstrup.
– Helst ikke, svarede Britt Nørbak og rykkede lidt på stolen. – Onde historier om børn og dyr har jeg ikke lyst til at dele.
– Så bare sig det der med … var det ikke kanariefugle?, spurgte Fru Thulstrup, der havde sin egen research på plads.
– Det var undulater, og jeg har ikke brugt det i mine krimier. Endnu, sagde Britt Nørbak og afslørede lidt af historien for publikum.
Hvad der blev sagt på paneldebatten, bliver på paneldebatten, men visse andre fængselshistorier har Britt Nørbak brugt som inspiration i Julie Røpke-serien.