Britt Nørbak befinder sig for tiden i superfængslet Omega Max i Aalborg, hvor hun skriver på tredje bind i Julie Røpke-serien, men det lykkedes hende at slippe væk i weekenden for at deltage i Krimimessen 2024 i Fængslet i Horsens.
Traditionen tro havde arrangørerne stablet et spændende og alsidigt program på benene, og som altid havde Britt Nørbak fokus på at møde forfatterkolleger, bogbloggere og overvære gode interviews i stedet for at dokumentere sin egen tilstedeværelse (Seriøst; vi ved ikke, hvordan vi skal få hende på de sociale medier. De to mest stillede spørgsmål, Nørbak fik på Krimimessen var: 1: Hvornår kommer din næste bog? 2: Hvornår kommer du på de sociale medier!)
Det er lykkedes os at finde et par beviser på Nørbaks deltagelse på Krimimessen 2024. Hun blev først set i selskab med den dygtige blogger Fru Thulstrup, og senere deltog hun i et bloggerarrangement hos Forlaget Alhambra og Kriminalforlaget, hvor hendes true crime bog Straffet er udgivet. Andre så hende falde i staver over fængselsmuren og sende en kærlig tanke til Julie Røpke, og til sidst måtte Mofibo-standen give hende et bolsje for at få hende væk fra deres ‘obduktionsbord’.
Svaret på spørgsmål 1 er i øvrigt: Britt Nørbaks næste bog, guidebogen ‘111 søde steder som du skal se’, udkommer den 16. maj. Derefter følger krimien LIVSTID (Julie Røpke#3), der udkommer i 2025.
Fotos: Britt Nørbak og Forlaget Alhambra