En spændingsroman der foregår i et lukket dansk kvindefængsel og en krimimesse, der afholdes i et fængsel må siges at være det perfekte match. Britt Nørbaks debutroman INSTINKT er da også sluppet gennem nåleøjet og blevet udtaget til Krimimessen 2021 i Horsens.
Hvert år afholdes Krimimessen i Horsens, hvor årets bedste krimier medvirker. I år får Krimimessen et nordjysk aftryk i form af Britt Nørbaks debutroman INSTINKT, der foregår i et lukket dansk kvindefængsel. Udtagelsen glæder både forlaget og forfatteren.
– Som debutroman har INSTINKT været en succes, som allerede er ude i andet oplag. Den fik flotte ord med på vejen fra blandt andet Jyllands-Posten og Nordjyske, der roste romanen for et skarpt sprog og for dens skildring af livet i et dansk kvindefængsel. Britt Nørbak tør gå nye veje i genren, og det er også en af grundene til, jeg synes, hun er oplagt til et sted som Krimimessen, siger forlægger Thomas Aagaard Skovmand fra Byens Forlag.
Under sin research til INSTINKT var Britt Nørbak en tur i fængsel, hvor hun interviewede en kvindelig indsat og en kvindelig fængselsbetjent, så når hun i weekenden den 9.-10. oktober deltager i Krimimessen i Horsens, er det ikke første gang, hun befinder sig bag tremmer. Alligevel bliver det kommende fængselsbesøg noget særligt.
– Jeg har deltaget i Krimimessen i mange år som almindelig gæst, hvor jeg var i gang med at skrive INSTINKT. At få lov til at fortælle om min fængselsbog i et fængsel på Nordeuropas største krimifestival er en drøm, der går i opfyldelse, siger Britt Nørbak.
Hun skal interviewes lørdag den 9. oktober kl. 14.30 i Gymnastiksalen i fængslet i Horsens. Det er desuden muligt at møde hende på Byens Forlags stand og få signeret bogen både lørdag og søndag.