I dag udkommer MISSIONEN, som er 2. bind i Julie Røpke-serien. Lyd- og ebogen ligger eksklusivt hos streamingtjenesten Nextory den første måned, før de bliver tilgængelige hos alle streamingtjenester. Papirbogen kan købes hos alle fysiske og online boghandlere fra i dag.
I MISSIONEN befinder Julie Røpke sig øverst i hierarkiet på den lukkede kvindeafdeling i det moderne superfængsel Omega Max. Julies relation til fængselsbetjent Christopher Nyholm kompliceres af et uventet gensyn med ekskæresten Mads Bremer, som fik hende dømt for Danmarkshistoriens største smykkerøveri.
Et dødsfald tvinger Julie til at forsøge at flygte fra Danmarks mest sikre fængsel. På papiret en uoverkommelig bedrift, men hun er før sluppet afsted med det umulige.
I samfundet udenfor rumsterer den utrættelige kriminalreporter Katrine Wulff, der opsøger Julie Røpkes søster, Iben, i håb om at komme til bunds i søstrenes hemmeligheder. Wulffs evne til at være på det rette sted på det rette tidspunkt giver hende en større rolle i Julies flugtforsøg, end nogen kunne have forestillet sig.
Du kan møde Britt Nørbak på Krimimessen søndag den 26. marts kl. 13-13.30, hvor hun signerer bogen. Læs mere her.
Britt Nørbak kan også opleves hjemme hos Fru Thulstrup torsdag den 2. marts kl. 19-21. Læs mere her.